Solråd

DE 3 SOLRÅD

For børn kan det være sundt og dejligt at lege i solskinsvejret, men for meget sol kan give solskoldninger og øge risikoen for hudkræft. Derfor er det vigtigt at beskytte sig mod solens stærke stråler. Her kan du læse om de tre gode solråd.

Når UV-indekset er 3 eller derover, anbefales det at følge disse tre råd, som står i prioriteret rækkefølge:

Skygge

Solens stråler er stærkest mellem kl. 12-15, og derfor anbefales det at opholde sig i skyggen i dette tidsrum, hvis, UV-indekset er 3 eller derover. Børn og unge kan godt være udendørs i dette tidsrum, men de skal ikke være ret længe direkte i solen, og på legepladser skal der fx være mulighed for at søge skygge.

Solhat

Undgå at blive skoldet ved at anvende en bredskygget solhat og dække bar hud til med tøj, når solen står højest. Tætvævet, men ikke for varmt, tøj er bedst. Vær desuden opmærksom på, at tøj kan miste sin beskyttende virkning, hvis det er vådt.

Solcreme

Når dit barn opholder sig i solen, skal han eller hun altid smøres godt ind i solcreme specielt til børn. Mange forældre smører dog med for lidt solcreme og for sjældent, og så beskytter solcremen ikke længere mod solens stråler. Følg derfor disse råd for at sikre optimal beskyttelse, men husk altid, at solcreme ikke betyder, at man kan opholde sig i solen uden omtanke.

 

Gode råd til sikker leg i solen:

·         Husk at følge de tre solråd – Skygge, Solhat og Solcreme – når UV-indekset er 3 eller derover.

·         Sørg for skyggefulde legesteder (fx under træer eller solsejl, parasol i barnevogn). Husk desuden, at man selv i skygge kan være udsat for UV-stråling fra himlen eller UV-refleksion fra vand, sand, beton eller græs.

·         Vær opmærksom på, hvor dit barn opholder sig.

·         Tjek løbende, om huden er varm at føle på.

·         Vær opmærksom på, at vind og vand kan dæmpe faresignalerne ved solskoldning.

·         Drik masser af vand! Sol kombineret med for lidt væske kan hurtigt lede til dehydrering.

OBS: Helt små børn skal altid anbringes i skyggen.

TJEK DAGENS UV-INDEKS PÅ DMI.DK EL. PÅ APP’EN UV-INDEKS

UV-indeks

Intensitet

Beskyttelse

Under 3

Lav

Ikke nødvendig

3 - 6

Moderat

Hat, tøj

6 - 8

Høj

Hat, tøj, skygge

8 - 10

Meget høj

Hat, tøj, skygge, evt. inde

Over 10

Ekstrem

Inde