Mad- og måltidspolitik

Børnegården Søndervangs Mad- og måltidspolitik:

 

I Børnegården Søndervang tager vi udgangspunkt i Vejle Kommunes sundhedspolitik, som blandt andet siger, at sunde kostvaner skal være en naturlig del af hverdagen.

I Børnegården Søndervang har vi et industrikøkken, og vi har ansat en kostansvarlig, som hver dag laver vores mad.

Den ugentlige madplan sikrer, at børnene får det mad (proteiner,kulhydrater,mineraler….) ud fra anbefalingerne, der er vigtige for deres aldersgruppe. Vi tager hensyn til børn med evt. fødevareallergi, dette sker i samråd med forældrene. Skal der udelades fødevaregrupper, kan en lægeerklæring blive nødvendig.

Vi har det økologiske sølvmærke i Børnegården Søndervang. Det betyder, at vi skal have mellem 60-90 % økologiske råvarer i vores madlavning.

Der laves madplan hver uge. De kan findes på Daycare og på tavlen ved husets indgang. Madplanen varierer efter sæson og årstid, og maden vi serverer, er lavet af sunde, friske råvarer.

Vi vil undgå raffinerede produkter og belastende tilsætningsstoffer.

Vores køkken er godkendt af fødevarestyrelsen og kontrolrapporten/smiley hænger i institutionen og link findes nederst i politikken og på vores hjemmeside.

Det er Børnegården Søndervangs holdning at sukkerholdige ting som is, kage, chokolade og slik m.m. passer dårligt ind i børnenes daglige kostrytme og ødelægger appetitten for det sunde måltid.

Det er Børnegården Søndervangs mål:

  • at vi vil være med til at fremme børnenes sundhed og trivsel ud fra den nyeste viden omkring kost
  • at vi vil være med til at give børnene nogle sunde kostvaner
  • at vi vil tilberede velsmagende mad, der er ernæringsrigtig sammensat, og som ser indbydende ud.
  • at der gennem bestyrelse, konsulenter, forældre og personaleinddragelse løbende foregår en evaluering af Børnegården Søndervangs mad- og måltidspolitik
  • Vi lægger vægt på, at vi om morgenen starter stille og roligt. Men også at vi ved alle måltider generelt sidder stille, roligt og hygger os, imens vi spiser.

 

 

 

 

Vi opfordrer børnene til at smage på al mad, men vi respekterer, at børnene vælger noget fra.

Vi ser en værdi i at skabe en rar og god stemning i forbindelse med måltiderne, så børnene i et trygt miljø støttes i selvhjulpenhed og lærer almindelige danske omgangsformer i forbindelse med et måltid.

Børnene skal have sund og varieret kost, som sikrer et stabilt blodsukker dagen igennem. Hvilket giver overskud til at deltage i sin egen hverdag og sikre læring.

 

Det gør vi.
Morgenmad:

Mellem kl. 6:15 og 7:15 tilbydes morgenmad.

Morgenmaden kan bestå af f.eks: Havregrød, havregryn,brød, mælk, vand, ost, hjemmelavet marmelade, honning.

Formiddagsmad :
Vi serverer formiddagsmad i grupperne.

Vuggestuen spiser formiddagsmad omkring kl. 08.15 og børnehaven spiser kl 09.00

Formiddagsmaden kan bestå af f.eks.: Frisk frugt, forskellige grøntsager, grød eller brød.


Frokost kl. 11:00: 
Menuen består af en fast grød/suppedag, 2 dage med varmt/ lunt mad, 2 dage med rugbrød

Eftermiddagsmad fra kl. 14:00: 

Eftermiddagsmaden foregår efter cafe’- ordning i børnehaven. Der serveres f.eks.: Rugbrød, grovboller, frugt grønt m.m.

Børnegrupperne forbereder på skift en dag om ugen eftermiddagsmaden – medarbejderne vælger sammen med vores kostansvarlig og børnene, hvad de gerne vil lave til eftermiddagsmaden.

Eftermiddagsmaden spises udenfor, hvis vejret tillader det.

Til morgenmad og frokost serveres der mælk, resten af måltiderne serveres der vand.



Børn fra andre kulturer:
Vi respekterer andre religioner/ kulturer, det betyder hos os, at der altid vil være mulighed for et alternativ til det der bliver serveret.

Vi lægger vægt på, at det grundlæggende er den danske madkultur, bordskik og traditioner vi lærer børnene.

Ved bordet:

I Børnegården Søndervang inddrages børnene i borddækning, det kan være at finde service til sig selv eller dække bord til hinanden.

I vuggestuen øver barnet i selv at kunne spise med ske og drikke af en kop.
I børnehaven øver børnene deres finmotorik ved at smøre selv, spise med kniv og gaffel, hælde vand op i glasset.

Der kan laves tag selv bord, hvor børnene selv tager fra fadet. Barnet øver så færdigheder, som balance og koordinering.

Vi har også maden til at stå på bordene, så barnet lærer at spørge efter maden, og at de så lærer at sende skåle og fade rundt ved bordet.

 

Vi snakker med børnene om hvad vi spiser og hvor maden kommer fra.

Efter maden rydder det enkelte barn op efter sig selv.

 

Ved Fødselsdage i Børnegården Søndervang :

Vi holder en fælles fødselsdag en gang om måneden– for alle de børn, der fylder år denne måned. Det foregår gruppevis om formiddagen. Formiddagsmaden består af smoothies og fødselsdagsboller.

Frokosten vælges af de aktuelle fødselsdagsbørn fra ældste-gruppen ud fra et menukort der er udarbejdet sammen med børnene og vores kostansvarlige medarbejder.

Fødselsdag for de 4 årige i Børnegården Søndervang :

Vi har besluttet, at en når man fylder 4 år er det muligt at invitere sin gruppe hjem til fødselsdag.

Vi anbefaler, at børnene får frokost og som overholder Børnegården Søndervangs mad- og måltidspolitik. Sundt og nærende mad med vand til.  Se bilag

 Bestyrelsen ønsker ikke, at børnene får udleveret slikposer o.l.  

Højtider/ traditioner:
Vi holder fast i vores traditioner, dette indebærer:

Jul:
Bager småkager, luciabrød,  risengrødsdag med kanelsukker eller lign., julefrokost med f.eks. fisk, leverpostej, frikadeller/ medister, æg og rejer.

Fastelavn:
vi får fastelavnsboller.

Afslutningsfest for ældste gruppen:

Børnegruppen bliver inddraget i menuen

Påske: 
Påskeharen kan komme med påskeæg. Vi får påskefrokost f.eks. med sild- fiskefilet, æg og rejer, leverpostej og pålæg

Storbededag:  

Vi får varme hveder med smør.

Sankt Hans:

Vi fejre midsommeren med en is.

Sommer: 
Det hænder, at vi får en is og saft, hvis det er rigtig varmt.

Uge 41:

I denne uge er det sanse uge og her inddrager vi mad på forskelligvis f.eks. mad over bål, smage, dufte.

Madmod :

Arbejdet med mad og måltider betyder ikke kun at børnene bliver mætte, men kan også være med til at sætte fokus på børnenes madmod, madglæde og helt overordnet maddannelse med fokus på smag, smil og samvær

Sådan opbygger Vi mad mod

  • Inviter børnene med i madlavningen, så måltidet i princippet begynder med tilberedningen

  • Sørg for at der er forskellige smage og teksturer, så børnene får oplevelser med grundsmagene, eksempelvis sødt og surt og at maden kan være  blød eller mere sprød

  • Brug flere farver. Maden er mere inspirerende og indbydende med lidt grønt og rødt eller andre farver

  • Skil maden ad. Prøv i stedet at lægge ærterne og de kogte gulerødder adskilt fra hinanden.

  • Tal positivt om maden. Det pædagogiske personale er rollemodeller for børnene, så brug det til at vise børnene, hvor lækker maden er og fortæl, hvad du ser, dufter og smager.

     

     



    Godkendt på bestyrelsesmøde ………………………….

    Nyttige links:

    https://bornegaarden.vejle.dk/profil/boernegaardens-paedagogiske-laereplaner

    Dagtilbudsloven om frokostmåltid(www.retsinformation.dk/Forms/RO710.aspx?id=122280) , Vejle Kommunes sundhedspolitik for børn og unge(www.vkintra.vejle.dk/lib)

    Vejle kommunes inspirationshæfte til mad og måltidspolitik (www.vkintra.vejle.dk/lib/file.aspx?fileID=2070880target=blank)

    Fødevarestyrelsen (www.altomkost.dk)

    Mad til spædbørn og småbørn. Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen.